xxx
Husk, at der kan være forskel på store og små bogstaver i kodeordet

Har du glemt dit kodeord?


NAVIGATION

NAVIGATION

PROFIL

  • login
  • Har du ikke en profil så kan du oprette en her

SoMe


SØG I NYHEDSARKIVET
VIS SENESTE NYT I KATEGORI
Macnyt tester: Politikens Store Ordbog
Macnyt tester: Politikens Store Ordbog
Vi har anmeldt cd-rommen "Politikens Store Ordbog", der som noget nyt er kommet til Mac. Her får du en detaljeret gennemgang og vurdering af produktet med tilhørende screendumps og kommentarer. Konklusionen: "Et godt køb". Da ordbogs-cd-rommen blev lanceret for nogle uger siden, var det en god dag for de danske Mac-brugere. Politikens Store Ordbog kom nemlig som noget nyt i en Macintosh-kompatibel udgave - og så endda både til Mac OS 8.6-9.2 og sågar Mac OS X. Her fra skal der lyde et stort bifald til Politiken for at have valgt at understøtte Macintosh - det er rart når bølgen af ikke-Mac-kompatible netbanker og andre danske specialproduktioner for en gangs skyld bliver brudt. Vi har imidlertid fundet luppen frem for at se på, om cd-rommen fra Politiken så i øvrigt er et godt produkt. I det følgende kan du læse om installation, opsætning, opslag i ordbogen, integration med tekstbehandlingen og andre ting, som man støder på i brugen af produktet. Førstehåndsindtrykket Eftersom vi er Macbrugere her på sitet, så skal emballagen til ordbogen naturligvis også med i anmeldelsen, og den får en god karakter. Programpakken er en lille æske lavet i gedigen, fast pap med en silkemat beklædning. Æsken virker solid og kan stå lodret uden at vælte eller iøvrigt blive mast, hvis man skulle forlægge de mindre virtuelle ordbøger oven på kassen. I hjørnet af æsken er påtrykt ordene "Nu både til Windows & Mac" hvilket forsikrer brugeren om, at cd-rommen er til begge platforme. I æsken ligger en cd i en jewel case. Emballagen er lige som den skal være og giver indtrykket af et solidt og gennemført produkt. Installationen Jeg sætter cd'en i Mac'en og den dukker op på skrivebordet som alle andre cd'ere. Et klik på ikonet "Ordbogsinstallation" starter installationsprogrammet og installationen gennemføres uden problemer. Programmet lægger sig automatisk ind på harddiskens mappe "Applications" og herefter kan man lægge cd-rommen i emballagen og hen på bogreolen. Registrering af produktet Efter installationen beder Politiken dig om at registrere det nyindkøbte produkt på deres webside. Her kan man taste navn, adresse, email og oplysninger om styresystem ind hvis man vil have mulighed for at benytte sig af Politikens support, der fungerer via emailadressen ordbog@pol.dk. Registreringen er nem og ligetil, og jeg vil opfordre alle Mac-brugere til at gøre det, da dette reelt er den eneste mulighed for at gøre forlaget opmærksom på, at ordbogen faktisk sælger til Macintosh-brugere. Da cd-rom'erne jo er til begge styresystemer, kan Politiken ikke aflæse antallet af Mac-brugere på anden måde. Et højt antal registrerede Mac-brugere vil forhåbentlig bekræfte Politiken i tanken om at understøtte Mac - også fremover. Første oplevelse med programmet Jeg starter programmet, der åbner hurtigt, dog forsinket af en lidt irriterende "splash-skærm" der gør mig opmærksom på, at ordbogen er fra Politiken. Brugerfladen er inutitiv og logisk at benytte. Til venstre finder man et søgefelt hvor man kan indtaste et ord, hvorefter forklaringen på ordet optræder til højre. Søgefunktionen er ret fiks - kan man ikke huske om det staves "kammarat" eller "kammerat" starter man med at skrive "kamm". For hvert bogstav man skriver, kigger ordbogen ned i registeret. Man kan således hurtigt overskue mulighederne og man finder ud af, at det altså hed "kammerat". Den dynamiske opslagsmetode er ikke helt så hurtig som vi kender den fra søgefunktionen i iTunes, men den er absolut brugbar. Om det er fordi ordbogen ikke er indekseret så godt som iTunes indekserer mp3-filer eller om det er fordi ordbogen simpelthen indeholder langt mere data skal jeg ikke kunne sige. Funktionen vil jeg imidlertid bedømme som tilfredsstillende. Ok, teknikken virker, men hvad med indholdet? Efter at have fundet ud af, at grundfunktionaliteten faktisk virker (hurra! jeg kan slå et ord op!), beslutter jeg mig for at vente lidt med de mere avancerede muligheder i programmet og istedet kigge på, hvad der egentlig er af ord i ordbogen. Politiken oplyser, at cd-rommen egentlig er fire værker samlet i Èt:
  • Nudansk Ordbog med etymologi (dvs. betydningen af alm. danske ord)
  • Fremmedordbog (dvs. alle de ord som altid bliver brugt men ikke opfattes som danske)
  • Forkortelsesordbog (hvis man ikke kan hitte rede i det stadig stigende antal forkortelser som omgiver os)
  • Biografier (dvs. beskrivelser af danske og udenlandske personers liv)
Den dynamiske søgefunktion lægger faktisk op til at man går lidt på opdagelse i ordbogen, hvis man har en lille sprognørd i sig. Da jeg skrev "kamm" dukkede f.eks. andre sjove og uventede ord op længere ned i listen såsom "kammerjæger" der ifølge ordbogen er "en person som i en større godsejendom jager efter skadedyr". Ordbogen oplyser mig om, at det er en gammel betegnelse for "desinfektør" (der dog ikke er hyperlinket selvom ordet findes i ordbogen). Ordet "Mac" forklares med "Macintosh-computer pc fra det amerikanske computerfirma Apple" og det må jo siges at være sandt. Sjovt nok er "Macintosh" ikke at finde. Well - lige de ord kender vi jo nok i forvejen. Slår man ordet "pc" op dukker der en forklaring på forkortelsen op, og der er desuden hyperlinks til andre relevante ord som "computer", "pc-kørekort" og "hjemme-pc". Mere tekniske forkortelser som USB, PCI, AGP er også at finde i ordbogen, hvis man ikke lige kan huske, hvad de betyder. Imidlertid er alt selvfølgelig ikke med. Således er PCMCIA udeladt og ADB står for det mindre tekniske "African Development Bank" (og ikke "Apple Desktop Bus"). Særligt har jeg glædet mig til at slå de knapt så tekniske ting op i ordbogen. Politiken skriver nemlig, at der er ca. 4000 biografier implementeret i ordbogen. Således skriver jeg kvikt "Herman Bang" i søgefeltet, men opdager til min skræk, at "Det søgte ord, herman bang, findes ikke i ordbogen". Jeg grubler lidt, for det kan ikke passe, at Herman Bang ikke er at finde imellem de 4000 biografier. Imidlertid viser det sig blot, at jeg naturligvis skal skrive "Bang" for at få opfrisket hukommelsen om hvem manden var. Jeg finder hermed desuden ud af, at han også hed "Joachim" til mellemnavn. Den serendipentiske (dette ord forklares dog ikke i ordbogen, men se evt. her) effekt der er ved at slå ord op i Den Store Ordbog betyder også her, at jeg ved samme lejlighed bliver mindet om, hvem "Nina Bang" var for en person. Der er mange andre kendte personer at finde i ordbogen, og det er helt sjovt at "gå på opdagelse" efter personer, som man ikke lige helt har styr på, hvem er. Imidlertid skuffer ordbogen lidt når det kommer til biografier over nyere danske forfattere. Således er forfattere som Katrine Marie Guldager og Helle Helle f.eks. helt fraværende i ordbogen. Dog er Naja Marie Aidt og Michael Strunge heldigvis med. Politikens Store Ordbog skal selvfølgelig ikke være en gennemført biografi over alle danske forfattere og prøver heller ikke på at være det. Til historiske personer, såvel udenlandske som danske vurderer jeg at den i mange tilfælde vil være rigtig nyttig. Man kan imidlertid også komme til at overse personer, som faktisk er at finde i ordbogen. Skriver man således "Turell" finder man ingen forfatter med fornavnet Dan. Det viser sig at være fordi manden jo hedder "TurËll". Her er den dynamiske søge/opslagsfunktion imidlertid igen handy. Det kunne dog være rart om ordbogen var lidt mere eftergivende hvis man ikke kan huske de til tider drilske accenttegn helt præcist. Trods de nævnte svagheder lader ordbogen til at være ret gennemført indholdsmæssigt. Faktisk kan man sige, at der egentlig er 5 ordbøger - og ikke 4 - i Èn cd-rom, eftersom den dynamiske søgemulighed betyder, at man hurtigt benytter den som en retstavningsordbog. Indstillingsmuligheder Der er flere indstillingsmuligheder end man skulle tro i dette ellers simple cd-rom-produkt. Her skal jeg fortælle om nogle af de vigtigste ting. Miniordbog Funktionen lader brugerfladen komprimere til et minimalt areal, der flyder ovenpå de andre programer man benytter. Ordbogen er således tilgængelig overalt uden at optage unødig plads på skærmen. En handy ting, som faktisk kan gøre det ud for mange former for integrationer man kan forestille sig med tekstnehandlingsprogrammer o.lign. Når man søger i feltet kommer resultatet frem i normal visning, men programmet komprimeres hurtigt igen ved at klikke på knappen "Miniordbog". Note Man kan tilføje egne noter til opslagsord. Fiks funktion, men det er svært at vurdere, hvor meget man vil benytte den i praksis. Favoritter og Historik På samme måde har jeg det med Favorit-funktionen (bookmarks) og Historik-funktionen. Det er lækkert, at de er der, men jeg tror ikke, at jeg vil benytte dem. På intuitiv vis kan man gemme ord i en liste over ens personlige favoritter. Desuden kan man i Historik-listen se, hvilke ord man har slået op igennem tiden (de nye vises øverst) Finjusteringer Det er rart at man kan ændre skriftstørrelsen og skrifttypen efter ens egen smag. Det gælder al tekst i programmet, så der er mulighed for at tilpasse det helt efter egen smag. F.eks. finder jeg Lucida Handwriting-håndskriften lidt skør, selvom den benyttes til noter, man selv skriver. Man kan desuden vælge om man vil benytte dansk eller latin for de grammatiske betegnelser, hvilket er rart, da mange kun har lært en af delene. Desværre kan man ikke fjerne splash-billedet, der kommer frem i et sekunds tid, når man starter programmet. Integration med andre programmer Ordbogen på cd-rommen kan ikke smeltes 100% sammen med f.eks. Microsoft Word eller AppleWorks. Imidlertid er der gjort nogle forsøg på alligevel at gøre det praktiske arbejde med opslag hurtigt. Jeg har allerede nævnt funktionen "Miniordbog" som jeg for så vidt synes er den allermest simple metode at bruge bogen på. Politiken har imidlertid også lagt en mappe på cd'en, der har det lovende navn "Extra". Heri findes to små AppleScript-filer, der er beregnet til at integrere ordbogen bedre med hhv. Micorsoft Word og AppleWorks. Installerer man Apples "Script Menu" er det således muligt fra Word at slå det ord op i ordbogen, som man har markeret, blot ved at vælge menupunktet "Slå det valgte ord op" i Apple Script-menuen. Imidlertid lyder metoden med Apple Script nok lidt mere handy end den i virkeligheden er. Har man markeret et ord, skal man altså op i menuen, ned og vælge menupunktet "Politikens Store Ordbog" og herfra i sub-menuen vælge "Word - Slå det valgte ord op". En næsten labyrintisk manøvre med musen, der betyder at det er meget nemmere at have "Miniordbogen" liggende og bruge den istedet for. Istedet for at markere et ord (som man jo ikke altid allerede har skrevet i Word-dokumentet) er det min erfaring, at det er nemmere at skrive det i søgefeltet, for herved får man alle de gode fordele ved det dynamiske opslag i ordbogen. Ellers er det i øvrigt nemt blot at benytte Æble+C og Æble+V for hhv. at kopiere og indsætte ord mellem Word og "Miniordbogen" Smag og behag - nogle vil måske kunne lide AppleScript-funktionen. Konklusionen er, at arbejdet med ordbogen under alle omstændigheder fungerer smertefrit. Ordbogen under Mac OS 9 Nu er det ikke alle der endnu er skiftet til Mac OS X, og derfor er det rart, at ordbogen også ligger på cd'en i en udgave til Mac OS 8.6 til 9.2. Undertegnede har testet produktet i Mac OS 9.2, hvor det blev installeret og kørte helt problemfrit. Funktionerne er de samme som i Mac OS X, så på det punkt behøver man ikke ærgre sig, hvis man ikke har en computer, der er hurtig nok til det nye system. Kun interfacets udseende er forskellen på de to forskellige versioner af ordbogen. Samtidig er det rart at vide, at hvis man på et tidspunkt skifter den gamle maskine ud, så har man mulighed for at benytte ordbogen problemfrit i Mac OS X uden ekstrainvesteringer. Konklusion Politikens Store Ordbog på cd-rom er en gedigen dansk produktion som vil berige enhver, der arbejder seriøst med artikler, danskopgaver, rapporter eller andre tekstproduktioner. Grundfunktionen - som er at slå et ord op - virker som den skal. Hertil findes en række funktioner, der skal gøre livet lettere for brugeren. En total sammensmeltning med tekstbehandlingsprogrammet har Politiken ikke formået at lave, men "miniordbogen" betyder, at man har fire ordbøger lige ved hånden - eller rettere - ved musepilen - når man har brug for dem. Produktet er et oplagt gaveønske til Mac-brugeren der troede han eller hun havde alt. Produktet koster 699 kr og kan købes hos din lokale boghandler. Ordbogen blev testet på: Power Mac Cube G4 450 MHz 700 MByte RAM Mac OS X 10.1.5 Tidligere omtale på Macnyt: [#] Politikens Store Ordbogs CD-ROM klar til Mac [#] Politikens Store Ordbogs - Priser og tilgængelighed
20-08-2002, kl. 00.14 - Kategori: Software
Skriv en kommentar eller marker nyhed/artikel som favorit