Tim Cook besøgte QuickStep's direktør under Vueltaen, og nu melder Amazon sig på banen som mulig sponsor for Jumbo-Visma (Jumbo stopper som sponsor næste nytår).

HVIS det bliver til noget, bliver det interessant at se, hvor store beløb de kaster i de to hold, som i øvrigt rygtes måske at fusionere, og så bliver det Apple-Amazon mod resten af det professionelle felt.

Jeg ser dog hellere, at de sponsorerer hver sit hold af sportslige hensyn.

Allerbedst vil det være med billigere priser fra Apple.

Jeg finder efterhånden ingen sportslige præstationer uden det drejer sig om penge. Glæden ved at deltage er minimeret til en kamp om gevinst.

Ak ja!

Må indrømme det er fascinerende at følge med men tænker også at for mange deltagere er der store omkostninger. 

@Rolf:

Jo, men det er noget anderledes med f.eks. cykelsport, for her er det fabrikshold, som ganske vist konkurrerer mod hinanden, men hvor rytterne ofte også er nødt til at samarbejde på tværs af holdene for at (optimere chancen for at) vinde et løb, f.eks. to ryttere fra to forskellige hold, som fordeler bjergpoint og etapesejr mellem sig, eller 2-3 sprinterhold, som kører et udbrud ind.

Det gør det stadig spændende (for mig) at følge med i cykelløb, og det er jo heller ikke sjældent, at en underdog tager en stor sejr.

Tag f.eks. en ung og upåagtet Oscar Freire. Han kom med en lille gruppe hjem under et VM og huggede til i det sidste sving før målstregen og fik et lille hul, som ingen af de store kanoner gad ofre sig for at køre ind. Så han blev verdensmester imod alle odds. At det dog ikke var helt tilfældigt, beviste han ved at blive verdensmester to gange mere, men bortset fra dem var han en ret anonym rytter.

Eller Cedric Vasseur. Han tog et kvarter på feltet under starten på et TdF og forsvarede klogt den gule førertrøje indtil ca. midtvejs i løbet. Det blev starten på en fornem karriere, som mundede ud i landsholdstrænerrollen.

Der er garanteret lignende eksempler i andre professionelle sportsgrene, men jeg så alligevel gerne, at De Olympiske Lege var forbeholdt amatører, og at en hel del discipliner blev taget ud af programmet. Der er ikke noget rationelt belæg for at lade multimillionærer løbe rundt og slå til en tennisbold, samtidig med at f.eks. "fattige" brydere eller vægtløftere kæmper om den samme ære.

Jeg ved godt, at det vil være meget svært at holde systematiske investeringer ude af olympisk sport, men man kan jo holde en pause, indtil man finder en brugbar løsning; det er der i hvert fald ingen, som tager skade af.

Penge og sport er kørt helt af sporet.
Se bare hvad Saudierne betaler fodbold- og golfspillere, som i forvejen er multimillionærer. 

alha grafisk skrev:

Penge og sport er kørt helt af sporet.
Se bare hvad Saudierne betaler fodbold- og golfspillere, som i forvejen er multimillionærer.

Jaeh. De har også sneget sig ind i cykelsporten med to hold, nemlig Bahrein-Victorious og UAE Emirates.

Tadej Pogacar kører for UAE, og da han vandt TdF for tre år siden, måtte der ikke vises TV-billeder af ham skåle i det symbolske glas champagne under paradekørslen ind til Paris.

Een ting er at blande sport og politik; det er så godt som umuligt. Men det er noget helt andet at blande religion ind i det.

Tonny Freimanis skrev:

@Rolf:

Jo, men det er noget anderledes med f.eks. cykelsport, for her er det fabrikshold, som ganske vist konkurrerer mod hinanden, men hvor rytterne ofte også er nødt til at samarbejde på tværs af holdene for at (optimere chancen for at) vinde et løb, f.eks. to ryttere fra to forskellige hold, som fordeler bjergpoint og etapesejr mellem sig, eller 2-3 sprinterhold, som kører et udbrud ind.

Det gør det stadig spændende (for mig) at følge med i cykelløb, og det er jo heller ikke sjældent, at en underdog tager en stor sejr.

Tag f.eks. en ung og upåagtet Oscar Freire. Han kom med en lille gruppe hjem under et VM og huggede til i det sidste sving før målstregen og fik et lille hul, som ingen af de store kanoner gad ofre sig for at køre ind. Så han blev verdensmester imod alle odds. At det dog ikke var helt tilfældigt, beviste han ved at blive verdensmester to gange mere, men bortset fra dem var han en ret anonym rytter.

Eller Cedric Vasseur. Han tog et kvarter på feltet under starten på et TdF og forsvarede klogt den gule førertrøje indtil ca. midtvejs i løbet. Det blev starten på en fornem karriere, som mundede ud i landsholdstrænerrollen.

Der er garanteret lignende eksempler i andre professionelle sportsgrene, men jeg så alligevel gerne, at De Olympiske Lege var forbeholdt amatører, og at en hel del discipliner blev taget ud af programmet. Der er ikke noget rationelt belæg for at lade multimillionærer løbe rundt og slå til en tennisbold, samtidig med at f.eks. "fattige" brydere eller vægtløftere kæmper om den samme ære.

Jeg ved godt, at det vil være meget svært at holde systematiske investeringer ude af olympisk sport, men man kan jo holde en pause, indtil man finder en brugbar løsning; det er der i hvert fald ingen, som tager skade af.

Jeg har fulgt cykelsporten siden den dag i 1977, hvor jeg blev nummer to ved Faxe Kondi Løbet i Ishøj industrikvarter, og hvor jeg bankede mine genboer og sønner af præsidenten for Dansk Cykel Union, der kørte på fine Motobecane racercykler med gear, mens jeg tonsede afsted på en SPORT2000 cykel fra Bilka uden gear, defor fik jeg en tidsfordel på 30 sekunder.

Senere mødte jeg både Gert Frank og Ole Ritter inden på rytterområdet i Forum takket være genboens far, der fik os ind i det aller helligste, og jeg så Tour de France i firserne på DR, længe før TV 2 overhovedet var født. Det er blevet til en livslang kærlighed til cykelsporten, og jeg sluttede min karriere som motionsrytter

med en italiensk 2008 Battaglin Carbon Spider med fuld Campagnolo gruppe (jeg har ALDRIG haft japanske eller amerikanske grupper) samt Mavic Cosmic Carbone kulfiberringe og Look pedaler, Selle Italia saddel og Garmin GPS cykelcomputer; jeg syntes stadig den er smuk, selv om den i nutidens øjne er forældet.... 

iPhoneX skrev:

med en italiensk 2008 Battaglin Carbon Spider med fuld Campagnolo gruppe (jeg har ALDRIG haft japanske eller amerikanske grupper) samt Mavic Cosmic Carbone kulfiberringe og Look pedaler, Selle Italia saddel og Garmin GPS cykelcomputer; jeg syntes stadig den er smuk, selv om den i nutidens øjne er forældet.... 

Fin ramme, men den bliver noget skændet af de to Look "klodser".

Startede selv med Look og Shimano Look-kompatible pedaler i 1987 og 1988, så Shimano SPD, så VP SPD, så Time racerpedaler, så Time Attac, inden jeg skiftede til EggBeater på alle mine cykler med klik-pedaler. EggBeater var det eneste, som kunne holde til at køre budkørsel i København; alt andet gik hurtigt i stykker, især SPD-pedalerne, hvor de bageste  beslag knak i ombukninger i hård frost. Men selv Time Attac'erne holdt ikke, bortset fra dem i metal-udgaven, som til gengæld var meget tunge. Der knækkede også to rammer under mig, og jeg fik slidt to-tre sæt fælge op pga. af al den bremsning. Monterede en gang to sæt nye bremseklodser en søndag eftermiddag. Efter tre dage med slud og tøsne og vejgrus var de alle slidt helt ned til metallet og måtte skiftes igen onsdag aften.

Cyklerne med EggBeater:

Schrøder Landevejsracer med Shimano Ultegra 9-speed og et hæderligt Mavic hjulsæt. Har et sæt 10-speed DuraAce skiftegreb med skjult kabelføring liggende til udskiftning, når kæde og krans skal skiftes til foråret.

Hverdagsracer. Lås og bagskærm. 7-speed og tung som en ambolt.

Schrøder Single-speed racer med Mavic Open Pro Ceramic fælge på DMR Revolver nav. Min favorit.

Banani Fixi. Vist nok Brian Dandanell's gamle bane-ramme, nu med en fed Brooks sadel.

Ridley Cross-cykel. Let alu-ramme og OK hjul.

Heino Turcykel. Forlænget ramme og Mavic fælge med forkromede eger. Første årgang Shimano 600 STI skiftegreb.

Og så to cykler med almindelige flade pedaler:

Hverdags-cyklen. En håndbygget Vitesse racerramme med fixi-baghjul og forbremse.

Gæste-MTB'en. No Name alu-ramme. Single-speed for nemhedens skyld.

P.S. Siden du nu har mødt Ole Ritter, kan jeg varmt anbefale hans selvbiografi, hvis du endnu ikke har læst den. Jeg kan også anbefale Joakim Jakobsens "Le TOUR" om TdF's første ca. 100 års historie. Min udgave ender med Lance Armstrong, men der er vist kommet en opdateret version, som dækker næsten til dags dato.